Det første land faldt for marxismen

Marxismen fik med den sovjettiske revolution i 1917 en magtfuld base i Rusland, der blev omdøbt til USSR (Unionen af Socialistiske SovjetRepublikker). Fra starten er ordene marxisme, socialisme og kommunisme flettet sammen.

Marxismens første dokumentet hed som nævnt ovenfor Det Kommunistiske Manifest. De fleste af de socialistiske samfund var ledet af kommunistiske partier,da socialismen blev anset for en overgangsform til den "endelige" styreform - kommunismen.

Magtovertagelsen i Rusland førte til splittelse i marxismens bevægelser. I Rusland vandt kommunisterne ved blandt andet at dræbe, torturere og fængsle tusinder af socialdemokrater. Det skete under ledelse af Lenin:

"Bolsjevikkernes (kommunister - red.) massevold mod regimets modstandere blev iværksat allerede kort efter bolsjevikkernes magtovertagelse, og med Vladimir Lenins igangsættelse af ”den røde terror” i september 1918 tiltog terroren i styrke." (Kilde: Dansk Institut for Internationale Studier- Afdeling for Holocaust- og Folkedrabsstudier).

Terroren blev grundlagt af Marx selv

Skylden for den omfattende vold ved kommunismen i Østeruopa, herunder ikke mindst Sovjetunionen, er ofte blevet placeret hos Stalin og delvist Lenin, mens Marx er blevet "frikendt" som teoretikeren, som ikke havde blod på hænderne. Da han aldrig overtog et land, havde han det ikke i praksis, men der er meget der tyder på, at han ville have brugt terror, hvis han selv havde haft chancen:

"Men bourgeoisiet har ikke blot smedet de våben, der skal bringe det døden; det har også frembragt de mennesker, der skal føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne. […] Kommunisterne forsmår [afstår fra] at skjule deres anskuelser og deres hensigter. De erklærer åbent, at deres mål kun kan nås ved, at hele den bestående samfundsordning styrtes med magt. Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution." (Kilde: Det Kommunistiske Manifest)

2. Verdenskrigs "gevinster"

Det næste store spring for marxismen kom ved 2. Verdenskrig. I 1939 indgik Nazi-Tyskland og Sovjetunionen en hemmelig pagt, som førte til, at de to i fællesskab startede 2. Verdenskrig. Nazi-Tyskland angreb Polen den 1. september 1939, men besatte ikke det hele. Resten blev efter aftale besat af Sovjetunionen, der angreb 17. september 1939. Senere blev Sovjetunionen allieret med Vestmagterne (Frankrig, England og USA) og er i dag fortsat det eneste land, der har fået territorier ud af 2. Verdenskrig.

Men endnu mere afgørende resulterede 2. Verdenskrig i, at halvdelen af Europa kom ind under Sovjetunionens diktatur og det såkaldte jerntæppe, som senere også fik det meget fysiske symbol ved Berlinmuren.

Marxismens fremmarch

De kommende årtier var domineret af en lang række sejre for marxismen. Den store sejr var Maos overtagelse af magten i Kina i 1949. I 1959 overtog Castro magten i Cuba og i løbet af 1960'erne og 1970'erne blev en lang række lande i Afrika og Asien kommunistiske. To af de mest markante eksempler var Vietnam og Cambodja. Førstnævnte blev kommunistisk gennem en langvarig borgerkrig, hvor USA var på den tabende side. I Cambodja overtog kommunisterne magten i 1975 og udførte frem til 1979 det, der formentlig er verdenshistoriens relativt største folkedrab på egen befolkning. Mellem 25 og 35 % af befolkningen blev dræbt på de fire år rædselsregimet varede. Det fjerde markante eksempel i Asien er Nordkorea, der i dag formentlig er Verdens mest formørkede diktatur. Her endte en borgerkrig fra 1950-53 med våbenhvile den 27. juli 1953, som delte Korea i to vidt forskellige lande. Et kommunistisk diktatur og et markedsøkonomisk demokrati.

Marxismens fald

Sammenbruddet for marxismen var i følge flere vurderinger et resultat af et forestående økonomisk kollaps. Det var i virkeligheden våbenkapløbet og dermed den kolde krig, der tog magten fra marxismen. Med præsident Ronald Reagan og Stjernekrigsprojektet som drivkraft i våbenudviling, var det åbentlyst for Sovjetunionen, at "noget" måtte gøres. Dette "noget" blev glasnost og perestrojka fra Mikael Gorbatjov, der med relativ åbenhed og god kommunikation skabte ham og Sovjetunionen mange venner i Verden. Det skabte blot ikke den fornødne økonomiske styrke, men snarere en trang til frihed, ikke mindst i de europæiske lydstater. Anført af først Ungarn og siden DDR var kollapset en realitet i 1989.

Marxismen i dag

Selvom marxismen brød sammen i 1989, så er den ikke død. I Nordkorea og Cuba hersker traditionelle kommunistiske regimer fortsat. I Kina og Vietnam hersker det kommunistiske parti som et relativt løst diktatur med fokus på markedsøkonomi. I flere lande er såkaldte reformerede kommunister ved magten, som f.eks. den tidligere KGB-officer Vladimir Putin i Rusland. I flere sydamerikanske lande er marxister som Hugo Chavez kommet til magten ved valg, men flirter åbenlyst med at ændre samfundet i mere eller mindre udemokratisk retning.

Samtidigt er marxismen og enkelte ikoner ved at blive "trendy" flere steder. Det bliver tydeligst illustreret ved Che Guevara, der var chef for bl.a. udryddelsen af politiske modstandere i Cuba, men som fremstilles som en drømmende og sympatisk revolutionshelt i bl.a. Hollywood-præmierede film.

Marxismen i Danmark

Marxismen i Danmark har primært været forbundet med Danmarks Kommunistiske Parti, som blev stiftet i 1919 og fra starten bakkede Sovjetunionen op.

I 1953 døde Stalin og samme sommer gjorde østtyskerne oprør. Det blev brutalt slået ned af sovjettiske kampvogne. Efter Stalins død kom der en selvransagelse hos mange kommunister. Ikke mindst efter oprøret i Ungarn i 1956. Også det blev brutalt slået ned. Selvransagelsen hos mange danske kommunister førte i 1959 til dannelsen af Socialistisk Folkeparti under ledelse af DKPs tidligere formand Aksel Larsen.

I slutningen af 1960'erne splittedes SF og Venstresocialisterne blev dannet og kom senere i Folketinget.

1970'erne var præget af en lang række venstreekstremistiske partier, der støttede forskellige kommunistiske lande lande.

I 1989 kollapsede den yderste venstrefløj sammen med Berlinmuren. Tidligere DKP-formand Ole Sohn gik over i SF, hvor han i dag er formand for  folketingsgruppen.

DKP, VS og SAP sluttede sig sammen i Enhedslisten. DKP er således ikke længere repræsenteret direkte i Folketinget, men kun via Enhedslisten. Her er blandt andet den tidligere redaktør af DKPs avis Land & Folk, Frank Aaen medlem, ligesom tidligere formand for Kommunistiske Studenter, Line Barfoed og Søren Søndergaard, der repræsenterer Socialistisk Arbejder Parti (SAP), som i ord støtter forskellige terrorbevægelser. Endelig er Enhedslisten tæt forbundet med det autonome, venstreekstremistiske miljø, som har været repræsenteret i partiets hovedbestyrelse og på Christiansborg.